H.264, H.265 og AV1: En kort historie om videocodecs
En videokoder har én opgave: at bevare så meget af billedet som muligt med så lidt data som muligt. Et råt 1080p-billede fylder cirka 6 MB. Ved 30 billeder i sekundet bliver det 180 MB i sekundet, hvilket gør ukomprimeret video upraktisk at overføre. Med forudsigelse inden for hvert billede og mellem nabobilleder, transformationer og kvantisering reducerer koderen datamængden til nogle få hundrededele af den oprindelige størrelse.
H.264 (AVC): Veteranen, der har regeret på nettet i over et årti
H.264, der blev udgivet i 2003, er det mest understøttede codec, der findes: hver browser, telefon, tv og kamera kan afkode det. Det leverer solid komprimeringseffektivitet til lave afkodningsomkostninger, og det er fortsat førstevalget til video på de fleste websteder. De MP4-filer, du ser overalt, er i langt de fleste tilfælde H.264-kodede.
H.265 (HEVC) og AV1: Kampen om næste generation
H.265 reducerer bitrate med cirka 40 % sammenlignet med H.264, og det meste 4K/HDR-indhold er kodet med det. Men dets patentlicenser er kompliceret, og browserunderstøttelse er inkonsekvent (Firefox nægtede det i lang tid). AV1, udgivet af Alliance for Open Media (AOMedia) - en koalition af Google, Netflix, Amazon og andre - matcher H.265's komprimeringseffektivitet, mens den er fuldstændig royaltyfri. Chrome, Firefox og Edge understøtter det alle, og det bliver støt og roligt den nye standard for streaming og 8K-æraen.
Hvad dette betyder for downloads
- Ved den samme opløsning er AV1/H.265-filer mærkbart mindre, men ældre enheder kan hakke eller undlade at afkode dem
- At beholde det originale codec, når du downloader, bevarer kvaliteten bedst - det undgår tab ved omkodning
- In-browser fletning og omkodning (som værktøjerne på dette websted) afhænger af WebCodecs understøttelse af det pågældende codec